Case – om at finde det bedste match
Jeg har valgt at dele en af mine klienter med dig i dag. Den her case illustrerer så fint hvordan jeg arbejder, hvad det er jeg kan som er så unikt.
Det er også denne metode som jeg så gerne vil dele med verden igennem min uddannelse i numerologi, for det gør en massiv forskel om du har fået et 10/10 numeroskop og/eller du har fået det bedste match til dig. Nogle gange falder de to måder at udvælge numeroskoper på sammen og nogle gange gør de ikke.
Casen:
Jeg havde et skønt kærestepar i session i sidste uge. Det var manden i forholdet der skulle have en session, men hans kæreste var med som støtte.
Begge to havde for et halvt år siden skiftet navn til 10/10 numeroskoper. Kvinden havde både justeret sit eget navn og navnet på sin virksomhed. Hun har oplevet et stort personligt skift og har stor succes med sin karriere.
Manden i forholdet havde også oplevet en massiv forandring i sit liv. Som følge af navneskiftet oplevede han blandt andet at vinde en ellers langstrakt retssag – tingene vendte som med et trylleslag da han ikke længere havde den belastende navnevibration, der blandt andet handlede om at tabe den slags. Han havde også oplevet en stor personlig forandring, der var på mange måder blevet åbnet mere op for hans spirituelle sider og bløde værdier.
Men noget var off. Han følte sig ikke som sig selv.
Det eneste jeg vidste inden sessionen om hans oplevelse af hans navneskift var det, at han følte noget var off med det numeroskop og han ikke følte sig som sig selv.
Da jeg i sessionen lagde hans gamle numeroskop op fra inden skiftet og hans nye numeroskop kunne jeg med det samme se hvad han mente. Det nye numeroskop var rigtignok super godt, men et ganske blidt numeroskop. Blidt forstået på den måde, at navnevibrationerne alle var ret feminine, dvs. med bløde værdier – der manglede simpelthen noget der kunne bakke op om hans maskulinitet og det var det som gav ham den følelse af ikke at være sig selv, at noget var off. For lige denne her mand er af en støbning med en meget stærk grundenergi og en meget stærk årsenergi. Når man både har en grundenergi som er meget stærk og maskulin og en årsenergi med tilsvarende styrke, så er det meget power at trække ned.
Best match – årsenergien
Lille oversigt over hvordan man numerologisk kan rangere de blide og de stærke grundenergier:
Blidest | Hårdest | |
---|---|---|
7 | 3 | |
2 | 8, 9 | |
4, 5 | 1, 6 |
Det er min oplevelse, at når en person er født som en meget stærk grundenergi (vibrationen på dagen du er født) og er født i et år som ligeledes vibrerer med en stærk energi kan det være svært at eje al den styrke, hvis ikke vibrationerne i navnene bakker op om det. Det kan eksempelvis være kombinationen af at være født som en 8’er i et 3’er år eller som 3’er i 9’er år osv.
Pointen er, at hvis ikke numeroskopet modsvarer den styrke, der er at finde i personens årsenergi, så kan man som oftest ikke trække den energi ned så at sige, man kan ikke bruge den stærke energi fuldt ud i sit liv – den er simpelthen ikke tilgængelig.
Man kan i det scenarium opleve ikke at eje alle aspekter af sig selv og årsenergien vedbliver hermed at være en skygge.
En skygge er dele af os selv som vi ikke kan eller vil eje. De kan blive til blokeringer i vores livsoplevelse, hvis vi ikke engang imellem kigger på dem.
Læs evt. Skyggearbejde og numerologisk navneskifte.
Det omvendte kan naturligvis også være tilfældet, at man kan være født som en meget stærk grundenergi i et meget blidt år, men det er sjældent lige så potentielt problematisk som det omvendte setup. Det er som oftest sværere at eje den skygge som vibrerer med styrke end den der vibrerer med blidhed.
Best match – parforholdet
Min klient kæmpede fordi han følte sig halv og det var præcis fordi hans numeroskop var for blidt til lige nøjagtig hans unikke setup af grundenergi og årsenergi, hans numerologiske essens.
Balancen i deres parforhold havde også rykket sig. Hvor han før havde været den her mande-mand og hun havde været den, der tog sig af følelser, så var balancen rykket og han var blevet den bløde af de to. De kæmpede lidt med at finde hinanden i det nye setup, i den nye konstellation af deres forhold.
I det store billede tror jeg det var rigtig fint, at han kom i kontakt med den side af sig selv, men for ham var det en ret enten-eller oplevelse af enten at være stærk og foretagsom (med det gamle navn) eller være passiv og følsom (med det nye navn) hvilket ikke holder i længden.
Deres parforhold havde været lidt presset efter navneskiftene, netop fordi deres individuelle numerologiske og vibrationsmæssige setup var forandret fra dem de var, da de først mødte hinanden.
Dybest set er det vigtigste, når begge parter i et parforhold skifter navn, at de hver især får det numeroskop der er det ypperste og bedste match til dem. Når hver part står stærkt i sig selv, så kan de mødes på et helt nyt niveau.
Her var problemet, at hun var landet i hendes best match, mens han var landet i et mismatch af vibrationer.
Best match – nye navne
Han nævnte for mig, at han var glad for sit fornavn og navn nr. 2 (ud af i alt fire navne), men de andre to navne var ret ligegyldige for ham og faktisk kunne han aldrig huske hvordan navn nr. 3 i numeroskopet staves og kom ofte til at skrive det forkert.
Det er altid et tegn på et numerologisk mismatch, når et eller flere af navnene føles ligegyldige eller off.
Jeg ser det igen og igen, at folk henvender sig til mig efter at have modtaget en session hos en anden numerolog, men de kan ikke lande navnene og har derfor ikke gennemført skiftet.
Det er i 9 ud af 10 tilfælde fordi noget er off med det numeroskop de har fået – numeroskopet er ikke et best match til lige nøjagtig dem.
Som du måske fornemmer mens du læser dette, så var det numeroskop ikke det rigtige match til ham. Selvom han havde fået et 10/10 numeroskop fra “facit listen” i 10/10 systemet, så var det bare ikke 10 ud af 10 for ham.
Det var ikke 10/10 for ham.
Der er individuelle forskelle, nuancer som intet skabt system kan indfange. Derfor bruger jeg best match metoden til at finde det rigtige til mine klienter. Her tages det højde for den enkeltes unikke behov, baggrund og inderste essens.
Det er i den her forbindelse enormt vigtigt at forstå, at der ikke findes endegyldige svar på det ultimative numeroskop til den enkelte i numerologien, der er ingen facitliste.
Numerologien er ikke givet til os for at skabe kløfter mellem hvad der er rigtigt eller forkert, den er givet til os, så vi kan berige vores liv, lette vores individuelle opgaver om at være os selv og det er der mange svar på.
Jeg oplever, at det er en illusion, at man kan opstille en sådan liste med de rigtige svar og derfor arbejder jeg altid med at finde det bedste match til mine klienter fordi hver enkelt er unik, best match metoden.
“Vi kan prøve at tilnærme os en forståelse af os selv, vores formål i dette liv, men vi kommer ikke til at vide det hele. Vi kan alle sammen gøre hvad vi kan for at opløfte og berige vores eget og andres liv. Men ingen af os kender det endegyldige svar, den endegyldige sandhed – for der er ikke nogen.”
I det her tilfælde handlede det meget om at matche hans numeroskop med hele hans numerologiske essens, både hans grundenergi og hans årsenergi (din numerologiske essens udgøres af både din grundenergi og din årsenergi), hvilket det numeroskop han kom med i sessionen ikke havde gjort, hvorfor han følte sig ved siden af sig selv.
Sjovt nok var det sådan, at han i det nye numeroskop jeg valgte til ham kunne beholde de to navne han gerne ville og få to nye sat på. Jeg oplever igen og igen at tingene falder på plads på den måde i mine sessioner med klienter.
Jeg anvender best match metoden frem for ”facitlister”, det vil sige at jeg udvælger 10/10 numeroskoper personligt og ikke fra en forfabrikeret liste. Det er min dybeste personlige overbevisning og professionelle erfaring som numerolog og psykolog, at for at finde det rigtige numeroskop, det bedste match, til lige præcis den klient jeg har i session, kræver det langt mere end blot udregninger – det kræver finføling, intuition og lydhørhed over for det mennesker der sidder overfor. Numerologien indeholder det hele. Jeg indeholder det hele.
Som med alt andet taler resultaterne for sig selv i numerologien, når først det rigtige best match er landet indfinder vibrationsskiftet sig hurtigt og forandringen udfolder sig. Jeg glæder mig til at høre fra ham igen, hvordan han oplever sit nyeste skift.
Tak fordi du læser med. Jeg håber mit indlæg har rørt noget i dig. Det vil glæde mig meget, hvis du vil dele bloggen med andre eller kommentere herunder.
PS. Vil du gerne opnå dyb og vedvarende forandring i dit liv, så læs mere om den numerologiske personlige session lige her.
Del dette indlæg:
Tusind tak for dine ord. De giver vildt god mening i mine ører – kan f.eks. mærke hos mig selv, at jeg har haft en modstand på numerologien, netop fordi jeg ikke syntes der har været nok nuancer i det. Uden selvfølgeligt at kunne sætte ord på, da jeg tænkte at jeg “måske overreagerede” fordi jeg ikke selv havde kendskab indenfor numerologien (at jeg f.eks. ikke har uddannelse) – jeg tænkte at jeg var snæversynet, u-åben osv., havde et navn der var “noget i vejen med”.
Hvor jeg vil hen?
Jeg vil faktisk bare gerne sige tak. For nu føler jeg, at der er plads til mig, hvis jeg nogensinde ville vælge at få skiftet mit navn. 🙂
Tusind tak for din kommentar.
Jeg blev meget glad for at læse hvad du skriver, det er lige netop den slags reaktioner jeg ønsker på det jeg laver: genkendelse, ro og indsigt. Tusind tak 🙂 <3
Numerologien er ikke en eksakt videnskab og derfor fuld af nuancer og helheder. I min mening kan man ikke reducere mennesker til den slags numerologiske kasser som nogle arbejder med. Som jeg ser det, så kræver det et langt større niveau af refleksion at finde det bedste match.
Kærligst Millicentt
Skønt skrevet!
Man føler så set, hørt og forstået i en session hos dig, og for det skal du have stort tak!
Jeg har igennem navneskifte-processen virkelig lært, at man som udenforstående – faktisk ikke ved hvad man skal ‘bede’ om; forstået på den måde at man lynhurtigt kan genkende de ting der evt. måtte være mindre ønskelige i sit navn, men derfra overlader man faktisk sin ‘skæbne’ i numerologens hænder.
Derfor er det du kan og gør – vanvittig værdifuldt; Fordi du mærker ind i hvem man er – og udfra det skaber et perfekt match til det.
Tak til dig!
Tusind tak for din kommentar!
Jeg er meget taknemmelig for at kunne bidrage med den indsigt og de brikker til selvforståelse og udvikling. Tak for dig og alt det du gør for dig selv, det gør en større forskel end du aner. <3
Jeg kan sagtens se hvad du mener; når man ikke kender til numerologien er det virkelig at overlade sin skæbne til numerologen. Derfor er jeg en stor fortaler for at man som numerolog deler sine grunde for at vælge et bestemt numeroskop med klienten - jo mere transparens, jo mere tryghed. Som jeg har skrevet andre steder her på siden, så er der mange forskellige holdninger omkring numeroskoper.
Jeg er stor fortaler for den "best match" metode jeg har udviklet hen af vejen, fordi den netop rummer hele dig. Du bliver ikke reduceret til en streg på en liste, du bliver hørt og rummet og det sted er på alle måder det bedst mulige udgangspunkt for et navneskifte og en livsforandring.
Kærligst Millicentt