Heldige og uheldige datoer i numerologi
Hver dag har sin egen vibration. Datoer er udtryk for vibration. Det er den enkelte dags vibration som påvirker os dybt den dag vi bliver født og som ligger til grund for det som i numerologien kaldes for din grundenergi.
Din grundenergi er din grundklang, det er den du er inderst inde. Dine navne påvirker hvordan du udlever dit liv og livsformål.
Personer og dyr som fødes på en given dato vil altid mærkes af summen af datoen. Dvs. hvis du har fødselsdag i dag d. 22. oktober, så lægges 2+2 sammen og du er en 4’er i grundenergi.
Hvis du ikke kender til grundenergier kan jeg varmt anbefale dig at hente min grundenergi guide ned, det er ganske gratis og du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet igen.
Det er også primært summen af den enkelte dato som er relevant, når vi taler om uheldige og heldige datoer.
Lev dit liv hver dag uanset datoen
Forbehold ved heldige og uheldige datoer
Det er vigtigt for mig at pointere, at den her oversigt over heldige og uheldige datoer blot er en rettesnor og er ment som inspiration til dig.
Der er mange lag i numerologien og der er mange ting i spil på en hvilken som helst dato, som vil påvirke hvordan den dagsenergi opleves. Hver måned har en vibration, hvert år har en vibration og hver enkelt grundenergi vil opleve dette forskelligt. Dertil kommer vores navnevibrationer i spil, som påvirker på hvilken måde vi udlever vores grundklang. Dagens energi er kun en lille brik i et meget stort vibrationsmæssigt puslespil, så lad være med at tillægge det for stor værdi.
Et for stort fokus på vigtigheden af datoer kan gå hen og blive en slags øvre begrænsning i livet. Numerologien er ment til at skabe mere lethed og flow i vores liv, så husk på det når du læser om datoer.
Heldige datoer i numerologien
Dine heldige datoer afhænger af din grundenergi og den gruppe af tal som din grundenergi hører ind under.
Grundenergierne ordnes således:
1-2-4-7
5
3-6-9
8
1
Heldige dage er datoer som giver 1 i tværsum, d. 1., d. 10., d. 19., og d. 28.
Næst heldigst er datoer som giver 4 i tværsum, da 1 og 4 er hinandens skyggetal, d. 4., d. 13., d. 22., og d. 31.
Herefter kommer de datoer som giver 2 eller 7 i tværsum.
2
Heldige dage er datoer som giver 2 i tværsum, d. 2., d. 11., d. 20., og d. 29.
Næst heldigst er datoer som giver 7 i tværsum, da 2 og 7 er hinandens skyggetal, d. 7., d. 16., og d. 25.
Herefter kommer de datoer som giver 1 eller 4 i tværsum.
3
Heldige dage er datoer som giver 3 i tværsum, d. 3., d. 12., d. 21., og d. 30.
Næst heldigst er datoer som giver 6 eller 9 i tværsum, d. 6., d. 15., d. 24., d. 9., d. 18., og d. 27.
4
Heldige dage er datoer som giver 4 i tværsum, d. 4., d. 13., d. 22., og d. 31.
Næst heldigst er datoer som giver 1 i tværsum, da 4 og 1 er hinandens skyggetal, d. 1., d. 10., d. 19., og d. 28.
Herefter kommer de datoer som giver 2 eller 7 i tværsum.
Uheldige datoer er dage som giver 8 i tværsum, d. 8., d. 17., og d. 26.
5
Heldige dage er datoer som giver 5 i tværsum, d. 5., d. 14., og d. 23.
5 tallet er dog aksen som står og roterer i midten af de andre tal og kan derfor opleve fint held på de fleste datoer.
6
Heldige dage er datoer som giver 6 i tværsum, d. 6., d. 15., og d. 24.
Næst heldigst er datoer som giver 3 eller 9 i tværsum, d. 3., d. 12., d. 21., d. 30., d. 9., d. 18., og d. 27.
7
Heldige dage er datoer som giver 7 i tværsum, d. 7., d. 16., og d. 25.
Næst heldigst er datoer som giver 2 i tværsum, da 7 og 2 er hinandens skyggetal, d. 2., d. 11., d. 20., og d. 29.
Herefter kommer de datoer som giver 1 eller 4 i tværsum.
8
Heldige dage er datoer som giver 8 i tværsum, d. 8., d. 17., og d. 26.
8 tallet er som 5 tallet uden gruppe og har ikke andre heldige datoer, de forskellige datoer vil være lige gode.
Uheldige datoer er dage som giver 4 i tværsum, d. 4., d. 13., d. 22., og d. 31.
9
Heldige dage er datoer som giver 9 i tværsum, d. 9., d. 18., og d. 27.
Næst heldigst er datoer som giver 3 eller 6, d. 3., d. 12., d. 21., d. 30., d. 6., d. 15., og d. 24.
Der er dog numerologisk uenighed omkring 4’erens og 8’erens heldige datoer.
Nogle numerologer mener at grundenergiens egen vibration altid er det bedste, fx som 4’er at gøre vigtige ting på datoer som giver 4, mens nogle af numerologiens gamle mestre mener at 4’ere og 8’ere bør gå helt uden om deres egne datoer.
Det der sker, når vi gør noget meget vigtigt på en dato (fx starter et nyt projekt op, holder en fest, jobsamtale etc.) som giver den samme vibration som vores grundenergi er, at vi booster vores grundenergi en lille smule. Afhængig af hvordan dine navne støtter op om din grundenergi, eller evt. modarbejder din grundenergi vil du opleve det forskelligt.
Det er dette forhold der kan resultere i at 4’eren og 8’eren kan opleve uheld selvom de anvender deres heldige datoer, fordi det skæbnebetonede i de to grundenergier boostes.
Uheldige datoer
Uheldige datoer er udtryk for mere generelle tendenser i forhold til hændelser på særlige datoer på verdensplan.
Generelt er datoer som giver 4 eller 8 i tværsum mere uheldige end andre. Dagsenergien er påvirket af forandring og skæbne, derfor forekommer skelsættende hændelser på verdensplan som naturkatastrofer, ulykker og deslige som oftest på 4’er eller 8’er dage.
Datoer som giver 9 i tværsum kan også give uheld, det er oftest knyttet til teknik som elektroniske apparater der driller, men ildulykker kan også forekomme, da 9 tallets element er ild. I vore dages samfund har vi lige knap så megen åben ild, elektronik hører energetisk ind under ildelement og det vil derfor være den slags vi kan opleve problemer med på 9’er dage.
Datoer og navneskift
I forbindelse med navneskift kan du opleve at få oplyst særlige datoer som vil være gode for dig at skifte dit navn på.
Det er primært for 4’ere og 8’ere at dette er relevant for. I det tilfælde at en 4’er tog navneforandring på en 8’er dag eller at en 8’er tog navneforandring på en 4’er dag er der en risiko for at udrensningsprocessen vil blive hårdere og længere fordi den dato skaber en særligt skæbnes fyldt proces. Jeg giver derfor konkrete datoer for skift, når jeg har en 4’er eller 8’er til en numerologisk personlig session.
Generelt er det super fint at skifte på datoer der matcher ens egen grundenergi. Men så længe du ikke er 4’er eller 8’er, så kan du i teorien skifte på hvilken som helst dato. Der sker ikke noget forfærdeligt hvis du ikke vælger en af dine heldige datoer, men i forbindelse med navneskift synes jeg altid det er bedst at være på den sikre side og vælge en harmonisk dato.
Tak fordi du læser med. Jeg håber mit indlæg har rørt noget i dig. Det vil glæde mig meget, hvis du vil dele bloggen med andre eller kommentere herunder.
PS. Hvis du har lyst til at kende numerologien i dybden, så er min uddannelse i numerologien måske noget for dig.
Del dette indlæg:
Hejsa 😇
Jeg vil høre, om du mener, at det er ansøgningsdatoen der er vigtig – eller den dag som sognet registrerer det i CPR.?
For jeg har desværre oplevet, at der kan gå flere dage efter kvittering på ansøgning og så at man får en personattest udskrevet.
Hvilken dato er vigtigst at gå efter?
Venlige hilsner fra Eleanore
Håber at du har et svar 🩷
Hej kære Eleanore
Tusind tak for dit spørgsmål. Jeg mener ikke at ansøgningsdatoen er det afgørende for et navneskifte. Det kan være godt at gøre vigtige ting på datoer der harmonerer med ens egen energi, så har man sendt det afsted med god energi.
Men hvornår de så får det lavet og rettet i systemet nede på de små kordegnekontorer det ved man aldrig – og det gør heller ikke noget. Uanset hvilken dato som navneskiftet officielt registreres fra, så vil det i sidste ende handle om og føres tilbage til fødselsdatoen. Så længe det nye navn er i harmoni med fødselsdatoen, så er det som det skal være.
Kærligst Millicentt