Numerologisk energi i marts måned år 2023
Den naturlige energi i marts måned er en forårsenergi. Her på den nordlige halvkugle begynder foråret at komme så småt og naturen begynder at spire forsigtigt – vi ser vintergækker og andre tegn på skiftet omkring os.
Astrologisk så er marts måned sammenfaldende med begyndelsen af det astrologiske år; det er en slags nytår astrologisk set. Disse ting er meget skelsættende for energien i marts måned og gør at marts sådan helt generelt har en meget igangsættende og udadrettet energi, med tematikker omkring vækst og glæde.
Interessant nok, så er det numerologiske tema i år 2023 i marts noget der bygger meget videre på de naturlige temaer og dermed forstærker den meget friske og aktive energi.
Numerologisk er der temaer om det nye der er på vej. Der er temaer omkring nye begyndelser og nye døre der åbner sig.
Temaerne i marts måned i 2023 er:
– Nye begyndelser
– Kærlighed
– Skaberkraft
Her nedenfor vil jeg uddybe de overordnede temaer, så du kan få mest muligt ud af månedsenergien. Hver måneds numerologiske energi udtrykker altid et spektrum af energi; der er positive aspekter og der er mere udfordrende aspekter af den samme energi.
Sidst i indlægget vil jeg herudover introducere månedens krystal.
Hver måned kommer med et potentiale for læring og vækst inden for et bestemt område. Det betyder dog ikke, at man ikke kan vækste inden for et givent område på alle mulige andre tidspunkter, men blot at energien på verdensplan, og den globale cyklus vi alle er en del af, understøtter bestemte energier på bestemte tidspunkter. Det letteste er at bruge energierne og ikke forsøge at trumfe noget andet igennem.
Husk følge min Instagram eller facebook side hvor jeg jævnligt deler dagsenergierne.
Marts måned 2023 – Nye Begyndelser
Det højeste formål med energien i marts måned i 2023 er at noget nyt åbner op og kommer til os.
Det her tidspunkt på året er helt optimalt til at begynde på noget nyt, tage noget nyt ind i dit liv. Det er en meget frisk energi i marts måned og det er et markant skift fra de energier vi havde i januar og februar måned. Den her marts måned kommer med en frisk og positiv energi.
Temaet om nye begyndelser er meget stort og meget bredt og indeholder egentlig de andre to temaer om kærlighed og skaberkraft, som jeg uddyber herunder. Det hele handler overordnet om at der er noget som gerne vil finde os denne måned. Det kan være nogle nye oplevelser, en ny indre forståelse af noget, en ny uddannelse, det kan være så helt utrolig mange ting – kernen i temaet er blot at vi bliver bedt om at være åbne overfor at noget kan forandres i eller omkring os.
Tillad en ny begyndelse at finde dig smukke sjæl.
Lad årets første måneder fortone sig, lad gamle historier fortone sig og tillad dig selv at se på nutiden og fremtiden med friske øjne.
Marts måned 2023 – Kærlighed
Der ligger en meget kærlig energi i marts måned i 2023.
Kærlighed var også et stort tema i februar måned, men hvor der i februar var en stor kontrast imellem det maskuline og feminine, så ser det ud som om, at der i marts måned er mulighed for en langt større balance imellem dem.
Numerologisk set er der allerede en smuk balance mellem det maskuline og feminine i marts måned som vi kan tilnærme os og bade os lidt i.
Det kan fortælle om hvordan du måske formåede i februar at balancere noget i dig i forhold til hvordan du var passiv, hvordan du var aktiv og hvordan de to modsætninger kunne interagere. I marts måned ser det ud som om der er en hel anden balance og en anden naturlighed i forhold til hvad der skal gøres og hvad der skal ske fremadrettet.
Marts i 2023 er en rigtig god måned til at tage på dates, til at fokusere ekstra på parforholdet. Der er en energi der gerne vil forfriske og forbedre hjerterelationer.
Så hvad end du er i et parforhold eller ej, så er det et godt tidspunkt til at have fokus på relationer. Kærlighedsenergien kan også handle om venskaber og familiære relationer. Uanset hvad det handler om for dig, så er det en meget frisk og kærlig energi der kommer til at påvirke os alle sammen og vores relationer i marts.
Marts måned 2023 – Skaberkraft
Marts måned kommer med en styrkende energi til os alle.
Det er som om vi her i marts måned kan tænke lidt større end vi måske plejer, vi opfordres til at tænke stort.
Vi har også en meget potent energi tilgængelig for os i marts måned, som er 3-3 portalen.
Jeg deler ofte dagsenergierne og info om de månedlige portaler på mine sociale medier, så følg mig på min Instagram eller facebook side. De her månedlige portaler fortæller også noget om hvordan energien kommer til udtryk igennem måneden.
I årets 3-3 portal ligger der en meget healende energi, som også går ind i og påvirker os måneden igennem. Der er fokus på fremtid, healing og kreativitet.
Så samlet set er det en spændende måned der gerne vil åbne op for en hel masse ting. Energien åbner op for at vi kan skabe den fremtid, som vi vælger.
I den forbindelse er det af meget stor vigtighed at vi opnår klarhed over hvad det er vi egentlig ønsker og gerne vil have. Der er en stor tematik omkring intentioner i forbindelse med det større tema om skaberkraft.
Det der kan være udfordrende denne måned, er at opnå klarhed omkring din intention, hvad er det egentlig du gerne vil have?
Når der er en så åben og frisk energi kan vi have svært ved at lande i det. Måske føler du at det kan være svært at vælge din vej eller retning. Her i marts er det derfor en rigtig god idé at bruge noget tid på at få klarhed over hvad du egentlig gerne vil have og hvad du egentlig sådan helt fra hjertet gerne vil skabe?
Der er en meget stor åbning i energien i forhold til at du kan skabe det du gerne vil, du kan skabe den forandring du ønsker. Du er støttet smukke sjæl, universet ønsker at vi skaber. Det er en forandringsskabende energi på flere niveauer der ligger til os i marts måned.
Det kan være i dit personlige liv, måske en fysisk skavank, måske noget konkret i dit hjem der trænger til forandring, det kan være madvaner eller det kan være større beslutninger som retningen i dit arbejdsliv. Det kan handle om utrolig mange ting, det vigtigste er egentlig at du opnår klarhed omkring hvad det er som du gerne vil forandre.
For lige så snart du beslutter dig for det, så kan du opleve at du kan rykke på det, at tingene rykker på en måde du ikke har oplevet før. Det er fordi universets energi lige nu støtter op omkring at gøre noget nyt, gøre noget anderledes og åbner op for at tingene kan ske på nye måder.
Tillad dig selv at forandres smukke sjæl, i det indre eller det ydre.
Vil du vide mere om energien i 2023?
Jeg har lavet en masse dybdegående og meget kærligt materiale til dig om energierne i 2023, både måned for måned, så du kan være på forkant med energien, men også det særlige tema som ligger i året 2023 og månederne i 2023 for netop din grundenergi.
Månedens krystal
Krystallen for marts måned 2023 er Bjergkrystal.
Nøgleord til Bjergkrystal:
– Ren klar energi, lys
– Forstærker intentioner
– Booster/mangedobler energi
– Programmerbar
– Renser
– Healer, kaldes for Master Healer, forstærker aurafeltet
Farve: Klar eller Hvid, kan være helt gennemsigtig, men har ofte slør i sig eller andre naturlige forekommende skygger, skyer og/eller regnbuer.
Chakraer: Alle chakraer.
En af de mest alsidige krystaller med utrolig mange anvendelsesmuligheder. Det er en generelt skøn krystal for healing og kan herudover anvendes til at forstærke energien i andre krystaller du ønsker at arbejde med. Krystallen er fuld af lys og det er denne lette og transparante energi der bringer forhøjet spirituel bevidsthed til alle der arbejder med den. Den er som en ren klar korridor til højere frekvenser. Bjergkrystallens energi får sin retning ved din intention, ved andre krystaller i dens nærhed eller ved formen på selve krystallen.
Bonus info. Bjergkrystallen kan som den eneste krystal programmeres med viden, programmer og forbinde sig til andre krystaller. Blot fortæl den hvad du ønsker den skal gøre.
Du kan fx arbejde med krystaller ved at meditere med dem, have dem stående i nærheden af dig (på sofa- eller arbejdsbordet) eller have dem på dig (i lommen eller i et smykke), så energien er i dit aurafelt og kan arbejde med din energi.