Mit skift fra psykolog til numerolog

Mit skift fra psykolog til numerolog

I det her indlæg vil jeg komme ind på, hvorfor jeg valgte at omlægge mit liv og i dag lever af at være numerolog. Hvorfor egentlig fravælge en lovende akademisk karriere til fordel for at træde ind i ”den alternative verden”? Hvad vil det sige at være psykolog og numerolog? Læs her om mit karriere skift og mine tanker omkring karriere, passion og livet.

Jeg har en kandidatgrad i psykologi fra Københavns Universitet og bærer derfor titlen cand.psych. og har ret til at kalde mig psykolog.
Mit skift fra at være psykolog til at være numerolog har været særdeles gnidningsfrit. Sådan er det ofte, når vi lander på den rette hylde – så falder tingene på plads.
Fra jeg traf beslutningen om at tilbyde numerologiske sessioner gik der en måned indtil min virksomhed løb rundt og det har den gjort lige siden. Jeg oplever stadig indimellem at have en klient, der spørger om jeg virkelig lever af at være numerolog. Et spørgsmål der oftest dukker op, når mine klienter kommer her i min praksis i Nyborg fremfor at modtage sessionen over skype. Det virker åbenbart usandsynligt og utroligt på nogle, at jeg kan bo og arbejde i smukke luksuriøse og rummelige omgivelser med smuk havudsigt som numerolog. Men ja, jeg lever udelukkende af mit virke som numerolog, jeg har ikke siden jeg startede som selvstændig i 2013 haft klienter i gængs terapi.

Jeg tror på, at du kan leve af lige nøjagtig det som nærer dig allermest. Også selvom det i andres ører måske lyder skørt eller ’urealistisk’ at føre ud i livet. Jeg mener virkelig, at hvis du ønsker det nok, så skal det nok ske. Hvis du helt og fuldt ønsker en forandring, så vil den udfolde sig for dig.

Det vigtigste i min mening er, at du fylder dine dage med aktiviteter der gør dig glad. At udleve din sande passion og hver dag stå op til opgaver du glæder til at lave er i min mening det bedst mulige udgangspunkt for at få et godt liv og en bæredygtig økonomi.

 

Mit skift fra psykolog til numerolog

Jeg mistede gnisten for mit fag som psykolog. Da jeg stod og skulle finde et nyt job efter endt barsel kunne jeg slet ikke mærke min passion for psykologien længere. Den pause fra arbejdsmarkedet havde virkelig vist mig hvordan hverdagen som ansat psykolog i hvert fald ikke harmonerede med den hverdag jeg kunne tænke mig at have med mine børn. Som en særligt sensitiv person havde jeg også svært ved at forholde mig til arbejdsgiveres krav om at have 6-7 klienter hver dag i terapi. Det forekom mig helt urealistisk, at jeg skulle kunne fungere under de vilkår og være til nogen gavn for mine klienter og min familie.
Så jeg tog en pause, videreuddannede mig inden for kognitiv terapi og tog også lige den uddannelse i numerologi som jeg havde længtes efter på et personligt plan i over 10 år. Den numerologiske uddannelse var bare for min egen skyld. Jeg forestillede mig ikke, at jeg skulle gå den vej karrieremæssigt på det tidspunkt, men undervejs i forløbet blev det ret tydeligt at det på alle måder var mit sande kald. Da jeg tog uddannelsen var det de sidste numerologiske brikker, der faldt på plads, der var så meget jeg havde luret og fundet ud af i de foregående 11 år jeg havde beskæftiget mig med numerologien. Det var så tydeligt, at jeg havde et helt særligt talent.
For mig opsummerer numerolog rollen alle de aspekter og kvaliteter jeg indeholder og holder rigtig meget af at udføre, helt ned til detaljer som at jeg fx elsker at skrive i hånden.
Hvordan vidste jeg så at jeg skulle skifte karriere?

Det som er så sjovt er, at selve overgangen skete så glidende, at jeg bare lige pludselig stod midt i det! Jeg fravalgte aldrig psykologien, men jeg valgte numerologien til.
Jeg valgte mig til. Jeg har skabt et erhverv, et liv hvor jeg trives. Et liv hvor der er plads til alle aspekter af mig

mit skift fra psykolog til Numerolog Millicentt Rosamunde (Millielil Rosamunde)

Men jeg vil være ærlig og sige, at i virkeligheden, i praksis, er jeg lige så meget psykolog, som jeg er numerolog. Forstå mig ret: Når du kommer til mig for at få det ypperste personlige numeroskop til dig eller dit barn, så får du det.

Men det er klart, at min formidling af numerologien, min tilgang til dig som klient er naturligvis farvet af at jeg er psykolog. Jeg kan ikke lægge den tilgang til mennesket fra mig. Psykologens tilgang til en klient bl.a. at være rummende, anerkendende, empatisk, venlig og motiverende. Det ligger så dybt i mig som menneske på grund af mine studier gennem mange år, at være og udtrykke det i mine sessioner.

Det påvirker naturligvis også hvordan jeg går til det at formidle viden til grupper. Jeg glæder mig rigtig meget til uddannelsens start i september, så jeg igen kan undervise. Det var en af mine store forcer som psykolog at være medskabende i en helende og givende gruppedynamik, så det bliver skønt at integrere det i min virksomhed.

Den kritiske psykolog

Noget andet som jeg har taget med mig videre er helt sikkert den kritiske tilgang til verden man som universitetsstuderende indoktrineres med.

Nogle gange kan jeg godt tænke for mig selv, at ej kan du ikke bare godtage det her, skal vi nu igen ind og forbedre og justere. Men det er i min natur at stille spørgsmålstegn. Derfor har jeg også testet alle de numerologiske redskaber jeg er stødt på i det omfang det har været muligt. Jeg kan ikke lade være. Det er i min natur at være undersøgende. Som en vaskeægte akademiker, og nok også meget klassisk hos en tidligere psykologistuderende (der nok er det mest venlige og anerkendende, men samtidig også det mest kritiske folkefærd der findes!) så godtager jeg aldrig andres systemer – der er altid et eller andet som jeg ikke er enig i, fordi jeg ser så mange nuancer i alt jeg foretager mig.

Psykologien er som videnskab hele tiden undersøgende og udforskende, hvor numerologien i mange år har været en lidt statisk størrelse – alle har siddet i hver sin lejr og ment de havde det ultimative svar. Fordi jeg kombinerer det at være psykolog med at være numerolog lander jeg i et spændende felt, hvor jeg kan se nye anvendelser af eksisterende viden. Det er ved at blande verdener at nye indsigter kan opstå.

I den akademiske verden og i videnskab generelt er det en helt almindelig antagelse, at det netop er ved en velovervejet eklekticisme at videnskaben udvikler sig. Sagt mere simpelt: det er ved at blande forskellige verdener og udviske grænser mellem tidligere meget adskilte verdener/retninger som fx psykologi og numerologi, at de enkelte retninger kan udvikle sig – for der må påføres noget nyt for at der sker en udvikling. Sådan er det hos enkeltpersoner, virksomheder, lande, paradigmer, alle størrelser af energi. Numerologien ville også stagnere hvis ikke den blev påført noget nyt, hvis ikke den blev udfordret, hvis ikke den blev anvendt i den tid vi lever i nu på måder, der giver mening for os nu.

Der er dog stor forskel på udvikling og ændring af numerologien. Jeg har som psykolog et stort etisk ansvar og som numerolog har jeg et stort ansvar for at bevare numerologiens hellige udregninger. Der er ting ved numerologien som ikke kan ændres, som ikke under nogen omstændigheder bør forsøgt ændret, men vores reflekterede anvendelse af numerologien kan med fordel hele tiden justeres, forbedres og optimeres.

Jeg kunne ikke andet at end blive numerolog. Jeg kunne ikke lade være med at være optaget af numerologien og de indsigter den tilbød – og det tror jeg er den bedste indikator for hvornår du bør rykke på noget, når du ikke kan lade være.

Numerolog Millicentt Rosamunde (Millielil Rosamunde)

Tak fordi du læser med. Jeg håber mit indlæg har rørt noget i dig. Det vil glæde mig meget, hvis du vil dele bloggen med andre eller kommentere herunder.

Numerolog Millicentt Rosamunde (Millielil Rosamunde)
Kærligst   Numerolog Millicentt Rosamunde (Millielil Rosamunde)

PS. Vil du gerne opnå dyb og vedvarende forandring i dit liv, så læs mere om den numerologiske personlige session lige her.

 

Del dette indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *